fredag den 24. marts 2017

Oplæg til Videopræsentationen

Lidt om mig selv:

Mit navn er Andreas Cohen, jeg er 35 år, og har boet i Albertslund hele mit liv. Lige siden jeg var barn har jeg altid været fascineret af at bruge tingene på en anden måde end de var beregnet til.

Det begyndte da jeg opdagede, at jeg ved at sætte to VHSmaskiner sammen, kunne klippe billeder fra film sammen på en ny måde, og dermed skabe et nyt produkt. Senere da jeg fik mine første LP'er, redigerede jeg sangene så de kom i den rækkefølge, som jeg kunne li'. Med to kassettebåndoptagere klippede jeg ofte numre sammen på en ny måde, så der blev skabt noget andet musik.

Gennem årene har jeg beskæftiget mig med mange forskellige former for kreativitet. Jeg har spillet musik, bl.a med et par stykker som er her i aften, jeg har malet og lavet collager og jeg har altid søgt efter en måde at forene disse ting på. Det fandt jeg så i videokunsten, der er et medie som jeg føler jeg kan udtrykke mig 100% igennem.


Arbejdet med videoerne:
Jeg har to måder jeg arbejder med videoerne på . På den ene måde sætter jeg mig og prøver at lade kreativiteten flyde og ser hvad der sker. På den anden måde giver jeg mig selv et ord eller et tema, som jeg så mediterer på og ser hvad der dukker op.

Mange bruger meditation til at tømme hovedet og tankerne. For mig er det en måde at få hovedet fyldt på. Gennem meditationen får jeg mine inderste følelser frem.

I arbejdet med videoerne går jeg i en slags trance, i nogle tilfælde i op til 10 timer, hvor det føles som om min underbevidsthed bruger mig som et slags redskab til at komme op til overfladen. Denne proces er også en slags renselsesproces for mig, når jeg har opnået det udtryk jeg vil have i videoerne.

Inspiration:

Min inspiration kommer mange steder fra. Det kan være kunst, film og musik, eller som sagt fra meditationen, hvor former og farver kommer til mig. Nogle af mine inspirationskilder er performancekunstnerne i 60'erne, bl.a. ”Wieneraktionisterne”, som f.eks. Gunter Bruss og Otto Muhl, Der brugte deres kroppe i kunstens tjeneste.

Der hvor de sætter deres krop og helbred på spil, der sætter jeg det indre på spil. Mine musikalske inspirationskilder er bl.a. bands som Ministry, Deftones og The Cure.

Indhold i videoerne:

Mine videoer taler til alt det der ligger under overfladen. Gennem billeder og lyd finder jeg en vej ned i underbevidstheden og forsøger at røre og bevæge beskueren. Jeg går så langt at frustrationer og ambivalente følelser opstår og på den måde sættes nye følelser i spil.

Indholdet i mine videoer refererer ofte til forskellige menneskelige og samfundsmæssige problemstillinger. Nogle gange eksplicit og andre gange mere skjult. Jeg stiller spørgsmålet ”Hvordan er vi i verden?” og ”Hvad er vores vilkår?”.

Der er referencer til vores egoisme og selviskhed, men jeg missionerer ikke. Jeg er en slags voyeur der iagttager og udstiller, men jeg giver ingen bud på løsninger. Beskueren må selv dykke ind i sig selv eller vende ansigtet bort.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar